Wozniacki positiv trods nederlag

24-01-2012

Resultatmæssigt så det skidt ud, men alligevel kunne Caroline Wozniacki se lyspunkter efter nederlaget til Kim Clijsters ved Australian Open.

Den sejlede ud, den første baghånd i kampen fra Caroline Wozniacki. Det var ellers netop det slag der var udtænkt som et af de våben der skulle være med til, for første gang, at besejre den firdobbelte Grand Slamvinder Kim Clijsters.

Men i sidste ende blev kvartfinalen endestationen for Caroline Wozniacki der med et nederlag på 3-6 og 6-7 fortsat har en af de helt store, Grand Slams, sejre til gode.

"Det er en meget ærgerlig følelse jeg sidder med. Kim (Clijsters red.) spillede en god kamp i et højt tempo. Jeg var klar over, at jeg var nødt til at gå ind og tage chancer og spille i et højt tempo, hvis jeg skulle have en chance for at være med. Men jeg brænder for meget, og formåede ikke at presse hende nok, og så taber man mod en klassemodstander," analyserede danskeren efter kampen.

Det var tredje kamp Wozniacki mødte Clijsters - og tredje gang hun tabte. I 2009 var det i finalen af US Open i New York, mens det i 2010 var i WTA-finalen i Doha. Det blev desværre ikke alle gode gange tre, selvom 1 time og 45 minutter vidner om, at der var en hård fight.

Positive tegn

Når man er nummer 1 i verden, er det aldrig sjovt at tabe. Men når det er sagt, for skuffet var Caroline Wozniacki, så har de seneste 10 dages tennis i Melbourne sat en tyk streg under, at der er gang i en positiv udvikling. Noget danskeren også noterede sig på pressemødet.

"Jeg har vist mig selv, at jeg er i stand til at udvikle mit spil. Jeg spiller på et helt andet niveau i dag end jeg gjorde på samme sted for et år siden. Det er utrolig positivt, så jeg vil fortsætte på samme vej, så tror jeg på resultaterne nok skal komme," afsluttede Wozniacki.

Nu er der en kort turneringspause for danskeren inden den står på Doha, Dubai, Miami og Indian Wells. Store turneringer inden danskeren vender hjem til Farum for i midten af april at forsvare sin titel i e-Boks Sony Ericsson Open. En turnering hun har vundet de seneste to år.

Eksklusivt interview

Indblik

Læs stort eksklusivt interview med alle tiders danske tennisstjerne og bliv klog på, hvad der er drivkraften bag Caroline.

Bliv bruger hos e-Boks

Sig farvel til papirarkivet og modtag din post fra private og offentlige afsendere direkte i e-Boks.